Friday, September 2, 2011

Lav en stærkere valgkamp








2 september 2011

Lav en stærkere valgkamp

Af: Karsten Riise


Valgkampen er kort, og derfor er de unges engagement utrolig vigtigt, for at få budskabet ud til flest mulige vælgere de næste 2 uger. Hver dag tæller.

Her under valget har jeg haft glæden at møde nogle engagerede unge partistøtter. Hermed følger min liste over ting, som måske kan gøres endnu bedre.


Stærkere valgkamp med unge aktivister
"War room"
Sørg for at aktivitets-gruppen i hver by har et egnet lokale, hvor de kan mødes hver dag under valget. Sørg for, at man både kan arbejde og have det sjovt med hinanden. Der skal være plads til kaffe, øl, kage, quick-food og fest. Men der skal også være mødebord, flip-charts, "lærer-tyggegummi"og helst whiteboards med filt-penne der virker, så man har et rigtigt "war-room".

Sørg for, at den fælles aktivitetsplan hænger fremme hvor alle går forbi - helst i stort format - og at den printes frisk ud hver dag med sidste nye ændringer, som også lægges på facebook eller den interne hjemmeside.

Unge initiativ-tagere - hver dag - husk tiden er knapSørg for, at der er altid er én eller to af de bedste initiativ-tagere der hver dag møder op i "war-room" med de andre aktivister. Det er tempo-dræbende, hvis der en dag ikke er nogen initiativ-tagere tilstede, når alle mødes sidst på dagen for at evaluere dagens erfaringer og finpudse morgendagens aktiviteter.

Unge "initiativ-typer" behøves, som motiverer, sætter "drive på" og koordinerer. I gamle dage ville man altid udnævne formelle ledere eller sekretærer til dette. Men uanset om lederskabet er formelt eller uformelt, så skal der være et dagligt lederskab hver dag.

Facebook og email er nødvendige midler, men det overflødiggør aldrig den personlige kontakt og dynamik, som opstår på fælles aktivitets-møder.

Parti-kontakt - løbende mens valget varer
Hver dag bør der være telefonisk kontakt fra partiet med initiativ-personerne. Og hver anden eller tredje dag under valgkampen bør nogen personer fra det lokale parti møde op og udveksle tanker om situationen med aktivitetsgruppen og dens nøglepersoner. Dels for at motivere, dels for at orientere om, hvad der sker på det "store plan" og for at give råd til (ikke udføre!) hvordan ledelse og koordinering af aktiviteterne gøres bedst muligt.

De løbende kontakter bør holdes korte, for initiativet tilhører jo aktivisterne. Husk at rose.

Naturligvis er det godt, hvis nogen fra partiets top viser sig engang under valgkampen, og det samme naturligvis med de lokale kandidater. Men alle kandidaterne og partiets topfolk har selv hamrende travlt "ude på vejen", så den daglige parti-kontakt til aktivisterne bør pålægges andre fra partiet.

Få mest muligt ud af Energien
Energien under en hård valgkamp går op og ned. På en dårlig dag er der behov for motivation og sjov, og måske endda for at slække lidt på de ambitiøse aktivitets-planer. Men i en god periode, hvor energien, engagementet og antallet af aktivister er stort, så kan man lægge ekstra ikke-planlagte aktiviteter ind. Der er altid et ekstra plejehjem eller en ekstra uddannelsesinstitution, man kan besøge.

Husk at "tromme" aktivister ind med telefonopkald, sms eller email. Gerne nogen nye hver dag. Det er ikke nok at forlade sig på facebook. Har man en liste med frivillige, så er det godt at ringe nogen på listen igennem - er der nogen, som plejer at komme, som behøver en opmuntring og et skulderklap? Trænger nogen til en off-dag for ikke at gå kolde? Kan vi øge antallet af aktive?

Fremfor alt, sørg for, at nogen bringer daglig forplejning. Mad. Kage. Kaffe. Alt, der kan bringes for at styrke energien og glæden ved samværet.

Den daglige aktivitets-opfølgning
Hver eftermiddag/aften (ikke for sent) skal aktivitets-gruppen gennemgå:
Hvordan gik dagens planlagte aktiviterer? Response fra dem I mødte? Ting vi kan lære omkring den praktiske forberedelse og gennemføring? Humøret og engagementet - hvem var der, hvem var der ikke? Aktiviter planlagt til i morgen - er forberedelser klar? Hvem er med på barrikaderne i morgen? Kan vi mobilisere flere kræfter til morgendagens aktiviteter? (ringe, sms'e, eller på facebook). Hvis vi kan mobilisere flere kræfter, skal vi så lægge nye aktiviteter ind, eller satse på mere talstærkt fremmøde på de allerede planlagt aktiviteter de næste dage?

Opdatér aktivitetsplanen for alle dagene frem til valget. Check dagligt koordineringen med aktiviteter på lands-plan - måske skal lokalafdelingen deltage i manifestationer i andre landsdele. Husk også at checke forberedelserne til aktiviteter længere fremme - mange forberedelser omkring materialer, transport og forplejning skal være klar i god tid.

Tal med folk I møder om det, der interesseret dem
Dem, der er værd at bruge tid på, at der jo de vælgere, der endnu ikke har bestemt sig. Det er fristende at bruge tid på dem, som giver én ret, men de ér jo vundet i forvejen.

Spørg ind til, hvilke politik-emne, der interesserer dem, I møder. Snak bolig og arbejde, med dem der går op i dette. Snak frihed og idealer med dem, som er fokuseret på dette. Undgå at blive "religiøse" og ensidige - vær åbne og lyttende, og træk det frem i jeres parti-program, som understøtter det, som
jeres samtalepartnere anser for vigtigt.

Det er ikke altid så godt at starte med at spørge, om folk har bestemt sig. For mange der ikke har bestemt sig føler sig flove eller svage over deres ubestemmelighed - og det er jo netop disse mennesker, I alle sammen vil have til at føle sig bedst tilpas med lige netop JERES parti.

Husk at have det sjovt

Kopiering er tilladt ved angivelse af Change News og Karsten Riise som kilde.

God valgkamp!


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT